MENIGHEDEN LYS & SALT


  • KIRKETRADITIONEN
  • BIBELSK KRISTENDOM
  • HOME
  • KONTAKT

⇐ TILBAGE



KIRKEFÆDRENE



Augustin og Donatisterne



Augustin (354-430 e.Kr.) var den egentlige stifter af den romersk-katolske tro. Den Romersk-katolske Kirke anerkender selv Augustin som en af sine kirkefædre, og derfor kanoniserede de Augustin som helgen (Benjamin Warfield, Calvin og Augustin, p. 22).


Augustin var ophavsmanden til forfølgelser, som kom til at vare i flere generationer.


Augustin af Hippo veg ikke tilbage fra at blåstemple alt, hvad der havde sneget sig ind i Kirken, og han fandt ”belæg” i Bibelen for alt, som kirken havde gjort til sin praksis, og som var gået hen og blevet en tradition.


Han mente, at: ”Det er langt bedre, at mennesker bliver bragt til at tjene Gud ved hjælp af vejledning end af frygt for straf eller smerte. Men fordi det første er bedst - skal det sidste ikke forsømmes..."


Her tog Augustin udgangspunkt i ordene fra Lukas 14,23-24:


Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt.


Augustin hævdede, at hvis staten ikke får magt til at straffe religiøse overtrædelser, burde den heller ikke straffe en forbrydelse som mord. Med rette har Neander sagt om Augustins undervisning, at den: ”indeholder kimen til hele dette system af åndeligt tyranni, intolerance og forfølgelse, ja, helt til inkvisitionens rettergang."


Det varede heller ikke længe, før det endelige skridt blev taget til Kirkens lære om forfølgelse. Leo den Store, som strengt taget var den første pave, handlede i overensstemmelse med de præmisser, som allerede var fastlagt for ham af kirkefædrene – når han erklærede, at døden var en passende straf for kætteri". (Henry Vedder, Our New Testament, pp.97,98).


De bitre forfølgelser, som blev udløst over donatisterne, var i vid udstrækning på foranledning af Augustin.



Donatismen var en oldkristen retning, der opstod i begyndelsen af det 4. århundrede i Nordafrika. Denne kristne kirkeretning blev opkaldt efter sin grundlægger Donatus Magnus, der fungerede som biskop i Karthago og var denne kirkes leder fra omkring 315 til 355 e.Kr. Den opstod som følge af kristenforfølgelserne under kejser Diokletian (284-305 e.v.t.), hvorefter der opstod uenighed blandt de kristne om, hvorvidt de præster, som havde samarbejdet med de romerske myndigheder, kunne genoptages i kirken.


Donatisterne var af den opfattelse, at de var urene og ikke kunne genoptages i kirken. Dette førte til, at de blev erklæret for kættere af hovedkirken.


Hans tilhængere, donatisterne, blev stiftet i Nordafrika i det 4. Årh. De bekæmpede Den Katolske Kirke gennem flere århundreder, som uren og verdslig. Donatus døde ca. år 380.


Donatismens udbredelse begrænsede sig til Nordafrika, hvor den florerede indtil begyndelsen af det 5. århundrede. Donatisterne kæmpede for rene kirker, kun bestående af dem, som kunne godtgøre en personlig frelse. De ledte kirken ved menighedsråd. De døbte dem, der kom til dem, fra kirker, som de anså for at være kætterske. De argumenterede for, at dåben, som blev forrettet af disse kirker, ikke fulgte det Ny Testamentes principper og derfor var ugyldig. De blev derfor kaldt for gendøbere, men deres ledere fremførte, at de kun troede på én dåb: Den sande dåb.


Donatisten Pastor Petilian erklærede: "Den, der beskylder mig for at være døbt to gange, kan ikke selv være døbt overhovedet. ... Apostlen Paulus siger, at der er én Herre, én tro, én dåb; denne dåb bekender vi åbent, og det er sikkert, at de, der tror, at der er tale om to slags dåb, er vanvittige" (David Benedict, History of the Donatists, 1875, p. 49).


Augustin forlangte, at donatisterne skulle underlægge sig et centraliseret kirkesystem. Men fordi donatisterne nægtede at underkaste sig, fik de kirkelige myndigheder de sekulære myndigheders tilladelse til at forfølge dem. Mange af deres kirkeledere blev henrettet, og et stort antal af dem blev tvunget i eksil.


Historiker David Benedict arbejdede i 10 år på sin historiske beretning om donatisterne. Han arbejdede primært ud fra gamle latinske tekster og kom med følgende sammendrag:


"Novatianerne og donatisterne blev kaldt puritanerne, fordi de fastholdt, at Jesu Kristi synlige kirke ikke skulle bestå af andre, end mennesker uden pletter og frafald, og at alle andre skulle bortvises. Augustin mente, at eftersom Den Katolske Kirke vitterligt var fuld af slette medlemmer, ville den donatistiske disciplin forårsage tusindvis af splittelser. Disse nordafrikanske reformatorer lod ikke deres arbejde stå halvfærdigt tilbage - i modsætning til senere tiders reformatorer”.


”De nægtede at anerkende kirkens overhoved. De anerkendte heller ikke kirkens medlemskab, dens dåb, dens ordinationer og alle dens officielle salvinger af de syge; og alle, der tilsluttede sig dem, og som kom fra den gamle kirke – uanset om de var biskopper, ældste, diakoner eller verdslige medlemmer - blev pålagt gendåb, genindsættelse og genudnævnelse i deres nye funktioner på legemet ” (Benedict, History of the Donatists, pp. 186,187).​



Selvom vi ikke er enige med donatisterne i enhver læresætning eller i al deres praksis, har vi inkluderet dette vidnesbyrd, fordi disse tidligere kristne enten er blevet ignoreret eller bagvasket i kirkehistorien. Disse kristne var blandt de første, som blev forfulgt af det Bibelen kalder for ”en anden ånd”, som virkede gennem Rom.


Hvis Bibelen virkelig havde været Luther og reformatorernes "eneste autoritet," ville enhver protestantisk leder, tydeligt og konsekvent, have frasagt sig Roms forfølgelsesånd - men det gjorde de desværre ikke.