MENIGHEDEN LYS & SALT


  • KIRKETRADITIONEN
  • BIBELSK KRISTENDOM
  • HOME
  • KONTAKT

⇐ TILBAGE



KIRKEFÆDRENE



Augustin af Hippo (354-430)



Luther adopterede ikke sin lære fra fremmede, men fra sin store læremester – den katolske kirkefader Augustin af Hippo. Her er det en kendsgerning, at Luther tidligere – inden sit brud med Den Katolske Kirke - var en nidkær munk fra Augustinerordenen, der - som navnet også antyder - var blevet etableret af Augustin (354-430) – den katolske kirkefader.


Augustin var besmittet af mange falske læresætninger og han var med til at lægge fundamentet til dannelsen af Den Romersk-katolske Kirke. Han var en forfølger, og han var ansvarlig for læren om forfølgelse i Den Katolske Kirke. Historikeren Neander observerede at Augustins lære:

"… indeholder kimen til hele det system som lå bag det åndelige Roms enevældige og tyranniske styreform, intolerance og forfølgelse, ja, endda til at føre sådanne sager for Inkvisitionsdomstolen.”


Augustin iværksatte forfølgelser imod bibeltro donatister, der bestræbte sig på at sikre rene kirker efter den apostolske tro. Han fortolkede Luk 14,23 (“nød dem til at komme"), til at betyde, at Kristus ønskede at kirkerne skulle bruge magt imod kættere. Enhver som ikke hyldede statskirkens lære måtte straffes og lide døden. De bitre forfølgelser, som ramte donatisterne, var i vid udstrækning foranlediget af Augustin.


Selvom vi ikke er enige med donatisterne i enhver læresætning eller praksis, har vi inkluderet dette vidnesbyrd, fordi disse tidligere kristne enten har været ignoreret eller bagvasket i kirkehistorien. Disse kristne var blandt de første, som blev forfulgt af den ånd, som virkede gennem Rom. Havde Bibelen virkelig været alle reformatorernes "eneste autoritet," ville enhver protestantisk leder, tydeligt og konsekvent, have frasagt sig Roms forfølgende ånd - men det gjorde de ikke, men gik i Djævelens fælde, idet de fulgte ”kirkefædrene” og ikke Bibelen.


  • Augustin førte den store vranglære om, at tusindårsriget var begyndt, og at det ikke var et fysisk rige, men et åndeligt rige. Han videreudviklede Origenes kætterske lære – også kaldet amillennialismen – og som senere blev overtaget af den romersk katolske kirke. Det ødelagde den apostolske lære om Kristi frygtindgydende genkomst (Matt 24,42+44; 25,13; Mark 13,33), og forventningen om den bogstavelige trængsel og Tusindårsriget.
  • Her tolkede han Bibelens profetier og undervisning til at betyde, at Den Katolske Kirke ER Guds Rige.

  • Han lærte, at sakramenterne giver adgang til frelsende nåde.

  • Han var en af fædrene til læren om barnedåb. Rådet af Mela, i Numidia, i år 416, (bestående af blot femten personer - anført af Augustin), bestemte: ... "Det vil også tilfredsstille biskopperne at vide, at den der benægter, at mødres nyfødte spædbørn skal døbes, eller som hævder, at dåben administreres til deres egne synders forladelse, og ikke på grund af arvesynden, leveret fra Adam, og som sones ved aftvætningens nyskabelse, han være forbandet." (Wall, The History Of Infant Baptism): http://triablogue.blogspot.com/2006/03/history-of-infant-baptism.html

  • Han lærte at mennesket blev født i synd. Augustin lærte således, at spædbørn skulle døbes, og at dåben borttog arvesynden. Han kaldte alle, der afviste barnedåben for "vantro" og "forbandet."

  • Det var Augustin (354-430), der fremsatte en egentlig arvesynds-lære. Det skete i forbindelse med hans opgør med den engelske munk Pelagius, som mente, at mennesket stadig beholdt sin viljes frihed uafhængigt af, at det også syndede.

  • Augustin er bla. kendt for at have sagt: ”Hvem som end bliver født, fødes som Adam, en fordømt blandt fordømte, og gennem et dårligt liv bliver han en endnu værre Adam”. (Fortsættes under billedet)​



Ifølge Augustin var Adam oprindeligt skabt med en fri vilje - en nåde, som Gud havde givet ham.

Denne nåde til at modstå det onde mistede Adam, da han brød buddet. En manglende evne til at gøre det gode forplantedes herefter gennem det erotiske begær, der sætter nye mennesker i verden. Mennesket er nu kun i stand til at synde. Ved at lade sig frelse får man igen nåde fra Gud til at modstå syndens magt.

  • Han lærte at Jomfru Maria ikke begik synd og var med til at fremme tilbedelsen af hende. Han troede, at Maria spillede en vital rolle i frelsen. (Augustine, Sermon 289, cited in Durant, The Story of Civilization, 1950, IV, p. 69).

  • Han satte kirkens autoritet over Bibelens og erklærede, “Jeg ville aldrig tro på evangeliet medmindre det blev mig pålagt af Den Katolske Kirkes autoritet.” (Quoted by John Paul II, Augustineum Hyponensem, Apostolic Letter, Aug. 28, 1986) www.cin.org/jp2.ency/augustin.html

  • Han troede, at den sande tolkning af Skriften kom fra de bestemmelser, som blev vedtaget ved de katolske kirkeråd. (Augustine, De Vera Religione, xxiv, p. 45).

  • Ligesom Ambrosius tolkede han de første kapitler af 1 Mosebog figurativt. (Dave Hunt, “Calvin and Augustine: Two Jonahs Who Sink the Ship,” Debating Calvinism: Five Points, Two Views by Dave Hunt and James White, 2004, p. 230). Ambrosius havde en stærk indflydelse på Augustin og var medvirkende til Augustins kætterske afsporing. Det var igennem Ambrosius' prædikener, at Augustin blev omvendt til kristendommen.
  • Han lærte at Gud havde forudbestemt nogle til frelse og andre til fortabelse, og at Guds nåde ikke kan fornægtes eller modstås af de sande udvalgte kristne.

  • Han underviste i vranglæren om at den apostolske succession og at Roms nøglemagt kom fra apostlen Peter (Hunt, ibid., p. 230).

Augustinerordenen blev - som navnet også antyder - etableret af Augustin (354-430) – den katolske kirkefader. Augustin gav, i sine skrifter, vejledning i hvordan munke, nonner og præster skulle leve. Her lagde han vægt på et asketisk liv i bøn, i meditation og med den katolske messe som centrum – for sådan levede han selv. Han var i det hele taget præget af ”ørkenfædrenes” asketiske livsideal, hvor han mente, at man måtte forsage denne verden, til fordel for et liv i afsondrethed, for at kunne blive tømt for sit begær efter jordiske ting, og for at kunne forenes med Gud. Og det var nøjagtig her Luther befandt sig inden sit opgør med Den Katolske Kirke.


Augustin mente endvidere, at hvis staten havde magt til at straffe lovovertrædelser som fx mord, hvorfor skulle den så ikke have myndighed til at straffe enhver anden form for religiøs vranglære og overtrædelse, for disse forbrydelser blev jo også gjort imod en langt højere lov – Guds lov?! Heri ser vi den første spæde spire til hele det system, som prægede den enevældige, tyranniske og intolerante styreform, som til sidst endte op i likvidering og straf over anderledes troende.