MENIGHEDEN LYS & SALT


  • KIRKETRADITIONEN
  • BIBELSK KRISTENDOM
  • HOME
  • KONTAKT

⇐ TILBAGE



JEAN CALVIN




OG HANS VOLDELIGE OG TOTALITÆRE "GUDESTAT"



JEAN CALVIN (1509-1564)


Jean Calvin er født i Noyon i Picardiet i det nordøstlige Frankrig. Jean Calvin blev - næst efter Martin Luther - den mest betydningsfulde og indflydelsesrige reformator. Efter at han i 1534 havde sluttet op om reformationen, blev han tvunget til at flygte fra Paris til Basel.

Efter 1536 virkede Calvin som prædikant i Genève, hvor han i år 1536-1538, sammen med Guillaume Farel, skabte en reformert menighed.


På grund af sin moralske strenghed blev Calvin udvist fra byen i 1538, men blev kaldt tilbage i 1541. På trods af voldsomme protester fra modstandere i Genève indførte Calvin - overbevist om at han udførte Guds vilje - den strengeste kirketugt, og indførte en form for ”gudestat” underlagt hans tolkning af skriften… en teokratisk stat med en form for kristen ”sharia-lovgivning”. Kunst og kultur blev bandlyst, billeder i kirken blev destrueret, og hvis byboerne ikke efterlevede de ti bud til punkt og prikke, kom præstepolitiet efter dem. Calvin var ondsindet imod sine fjender, og handlede mere som en fortærende ulv, end som et harmløst får. Historikeren William Jones bemærker:


"Det mest hadefulde element fra pavedømmet hang ved Calvin hele livet - nemlig ånden af forfølgelse. ”Bemærk, hvordan han beskrev sine teologiske modstandere: ”... alt dette beskidte og forbryderiske ... gale hunde, som slynger deres bræk imod Guds majestæt og ønsker at forvanske al religion. Skal de skånes?” (16. oktober 1555)


Calvin hadede Anabaptisterne, selvom de lå meget tættere på Det Nye Testamentes kirke, end han gjorde. Han kaldte dem for "Satans håndlangere”. Her blev fire mænd, der var uenige med Calvin om hvem der havde adgang til Herrens nadver, halshugget, parteret og deres kropsdele blev hængt op på strategiske steder i Genève, som advarende eksempler for andre.


Igennem de første fem år i Calvins ”regeringstid” i den lille by Genève, blev 13 mennesker hængt, 10 blev halshugget og 35 blev brændt. 76 blev uden barmhjertighed fordrevet fra deres hjem. Fængslet var så overfyldt, at den øverste for fangevogterne ”informerede underretsdommeren om at han ikke kunne finde plads til flere indsatte”. (The Right to Heresy. P. 227). Her blev folk smidt i fængsel for de mindste bagateller… hvis de fx var kommet til at smile under en dåb, hvis de havde sovet under en prædiken, eller fordi de spillede kort eller kegler, eller talte forretninger efter gudstjenesten.


På Calvins ordre blev den fremtrædende spanske læge Miguel Serveto brændt på bålet, fordi han havde angrebet læren om Treenigheden, og for at afvise barnedåb og fornægte Kristi guddom. Calvin skrev om Serveto: "Man skal ikke være tilfreds med blot at dræbe sådanne mennesker, men bør brænde dem grusomt."



Calvin gav aldrig et personligt vidnesbyrd om den nye fødsel, men han identificerede sig snarere med sin katolske barnedåb. Bemærk følgende citater fra hans bog, Institutes of the Christian Religion:


"Uanset hvornår vi bliver døbt, bliver vi på en gang vasket og renset for hele livet" (institutter, IV).


"Ved dåben bliver vi indpodet på Kristi legeme ... spædbørn skal døbes ... børn af kristne bliver straks ved deres fødsel modtaget af Gud som arvinger af pagten, og har derfor også adgang til dåben” (institutter, IV).


Ved at grundlægge et præsteakademi i Genève 1559 fik han indflydelse på reformationens udvikling i store dele af Europa. Det vigtigste af hans mange skrifter er netop Institutio religionis Christianae (Institutes of the Christian Religion). Calvin var under uddannelse som jurist. (Wikipedia)



​Jean Calvins internationale indflydelse startede med udviklingen af den protestantiske reformationslære, da han var 25 år gammel. Han begyndte at skrive Christianae Religionis Institutio i 1534 - året efter at han havde brudt med Den Katolske Kirke. Værket blev publiceret i 1536, og blev revideret flere gange i løbet af Calvins liv. Den kom også ud i en fransk oversættelse.


Calvin havde en stærk indflydelse på protestantismens udvikling, hvor den reformerte kirke især havde stor indflydelse på reformationens anden fase, da de evangeliske kirker begyndte at etablere sig efter at Martin Luther var blevet bandlyst af Den Katolske Kirke.


Calvin levede da i eksil i Genève. Han underskrev Confessio Augustana i 1540, Den augsburgske trosbekendelse – et bekendelsesskrift, som den danske folkekirke også bekender sig til. Men denne bekendelse var en revideret udgave af den oprindelige, og blev fremlagt af Philipp Melanchthon (billedet th.) og var kendt under titlen Variata.